Og så tænker jeg på dig endnu en gang, velvidende at det ingen nytte har, for du er så langt væk, og endnu længere væk når du er tæt på.

Kærlighed er aldrig det man tror, men det er tusinde af andre ting.

"Hvorfor står du og kigger op?"
"Fordi jeg mærker dem, dem vi ikke kan se altid - Det er stjernerne, de minder mig om mine venner."

Og når mørket falder på, tænker jeg lidt mere på dig

Storhed kommer af modet til at tilgive

Tilståelse

".. men min svaghed er min empati for andre mennesker. Jeg når altid til et punkt, hvor jeg ville ønske,  det var mig selv i stedet, sådan at det kun er mig, der skal føle lidelse. Og når jeg står der selv, længes jeg efter folk som mig selv, som kan se igennem falske smil og ord, og gøre noget, snakke. De tror jeg har det godt, men omme bag ved mine skyer er himlen ikke altid blå. Jeg kan ikke bebrejde dem, for hvis jeg selv kunne lukke af, ville jeg gøre det selv. Men det kan jeg ikke.."

Hvad der er det værste? At vil gi alt til en, der ikke gir en fuck

Kedsomheden gør os afhængige..

Og pludseligt er der en der kan lide dig, og så kan du måske også godt lide ham. Men så kan du også godt lide ham, og også lidt ham dér, og du føler dig dum, for man kan da ikke have et hjerte, der er stort nok til at kunne lide flere? Men så smiler han en gang til, et af de dér smil med lysende øjne, at stjernerne er ingenting. Og så tænker du, at I kunne måske være alting, for han er jo så sød, og du er så glad for ham, og har været det siden dit blik ramte ham allerførste gang. Men igen, tænker du på, hvordan de andre mon kunne være, og de kunne ramme dig, bare en lille smule dybere.

Og dit dunkende hjerte er et rod, som din hjerne prøver at rydde op, men i stedet bliver det endnu mere rodet, og du, ja, du venter. Bare rolig, mens du venter, da har du noget at kigge på.

og når vi langsomt indser at tiden er kommet for at gå, kan vi igen give slip og lade tingene følge deres gang