Hun var forelsket, hun var virkelig forelsket. Måske var han det også, måske var han det ikke.
Måske var det den forbudte kærlighed der lod ham forføre. Han var hende ikke tro, måske var det realiteterne der talte, og han lod sig binde af fornuften.
Måske prøvede han at glemme, måske prøvede han at gøre hende jaloux.
Han gjorde hende virkelig jaloux, men ikke mindst vred, skuffet, hun fik endda følelsen af at være udnyttet. Jeg tror måske han fortryder, for ked af det blev han. Faktisk gjorde det egentligt ondt at se ham så skuffet over sig selv. Og snakke ville han heller ikke, kun med hende, men til hende kunne han ikke finde ord.
Det kan være alt ramlede sammen for ham, da han så hende græde, da hun græd på grund af ham.
Men at fortælle hende hvad han føler, bliver han aldrig god til. Jeg er bange for han aldrig gør det, uanset hvor meget hun tigger og beder.
Der var et tidspunkt jeg troede kærligheden kunne overvinde alt, men de to, de får mig desværre til at tvivle ubeskrivelig meget.

Væk mig fra denne grumme drøm, dette mareridt
Jeg har sovet længe nok, jeg vil bare gerne vågne
Mit sind er rodet, jeg er rodet, du er rodet
Jeg kan ej forstå alt der er sket, jeg kan ej forstå hvad der sker
Skyerne er igen blevet sorte, og de græder
græder ligesom mig
Og solen skinnede ellers, det gjorde helt ondt på min krop
og nu er strålerne alle væk, du er væk
Jeg står snart op fra søvnen, ved ikke hvad der venter

One of the oldest human needs is having someone to wonder where you are when you don't come home at night.

- Margaret Mead.

Love knows no reasons, love knows no lies. Love defies all reasons, love has no eyes. But love sees but doesn't mind.

- Unknown.

When I saw you I fell in love, and you smiled because you knew.

-William Shakespeare.

Her lips on his could tell him better than all her stumbling words.

- Margaret Mitchell.

A True friend reaches for you hand and touched your heart.

- Unknown.

Og det er lidt som om, at jeg kunne blive ved med at citere andre mennesker, men på et tidspunkt må det stoppe, måske senere, mine kære.

Snow Patrol - You could be happy

Jeg er blevet afhængig...

Egentligt var jeg bange, eller måske nærmere skræmt. Jeg havde håbet du kunne forstå, jeg havde håbet du ville hjælpe mig. Noget i dine øjne sagde mig, at du gerne ville, men at du selv var mindst lige så skræmt.
Alligevel smilte du et af de der smil, jeg aldrig har kunne stå for. Og det var lige som nok.
Det var som om jeg faldte i dine arme, og jeg lod dig kysse mig, jeg lod dig knuge mig indtil dig, så der ikke længere var luft imellem os. Jeg kunne have lagt sådan i dine arme forevigt. Men tiden, tiden løb, og vi skulle med, uanset hvor lidt vi ville. Det var som om et stærkt greb rev mig fra dig, og med ét, var det som om det slet ikke var sket. Jeg husker kun svagt hvor trygt jeg var i dine arme, hvilken varme der spredte sig i min krop.
Skete det virkelig, eller er det bare noget jeg drømmer?

Jeg drømmer jo meget for tiden..

Man har altid kunne se det på dem, når den ene ikke kiggede, så kiggede den anden, og omvendt. De har begge altid haft deres smil limet fast på læberne, i tilfælde af, at den anden skulle forelske sig i smilet. De sendte også blikke, blikke der kunne få dem til at glemme alt andet. Den kunne stå i hver sin ende af lokalet, og lige så snart de kiggede hinanden i øjnene, var alt larmen ligemeget. De var altid helt bevidste om hvornår den anden var i lokalet. De drømte begge to længselsfulde drømme, de behøvede ikke engang at sove, nej, selv i vågen tilstand drømte de om hinanden. De små berøringer fik det til at sitre i kroppen flere timer efter.
De var virkelig vilde med hinanden, man kunne se det på lang afstand, de kunne virkelig ikke skjule det - alle andre så det, pånær dem.
De åbnede aldrig øjnene helt nok, til at se helt ind, helt ind i sjælen. Inden af dem turde.
En del af mig ville ønske at de havde sagt det til hinanden inden det var forsent, men på den anden side; ingen af dem havde lyst til at blive såret, og de vidste begge, at det ville de blive.
Men kærligheden bestemmer, desværre lod de den ikke komme til sin ret.
Desværre kan jeg nu se på, mens de begge lider og de stadig drømmer videre.

Han sagde ikke mere end det, men dét, det var alt.
...faktisk sagde han slet ikke noget.

"Og jeg bliver altid mødt af et kram, et smil og et kærligt hej hver gang jeg ser ham. Han laver sjov, og griner, men jeg ved ikke, jeg er bange for at grinet ikke er helt oprigtigt. Jeg er bange for at det er en facade han sætter op, for at vi andre ikke skal se sorgen han har indeni. Jeg forstår ham godt, det gør jeg virkelig. Han er bange for, at hun en dag også ligger der, at hun også en dag er væk, så han er der altid 1110 procent for hende. Og det værste er, at hun jo også skal væk en dag, måske ikke nu, men tiden kommer, hvor det også bliver hendes tur, og hun også flyver til himlen. Men for nu passer hun på ham, prøver at give alt den kærlighed han ikke har kunnet få af sin far. Men når hun flyver afsted, skal hun nok passe på hans far, og endnu en dag, vil han komme op til dem begge, og måske, kun måske: Bruger de chancen, til at igen blive en lykkelig familie, en uden problemer. Han blev alt, alt for hurtig voksen."

"True love cannot be found where it truly does not exist, nor can it be hidden where it truly does."

- Unknown.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg altid er den bedste tid."

- Min far.

Hvis jeg skal nævne én ting jeg savner mere end dig, så må det være dine kram.

Vores kærlighed er et venskab der er gået ild i. Flammen vokser sig større og større for hvert sekund. Dog er der blevet kaldt efter brandvæsenet, og de er med deres udrykning på vej for at slukke den.

Efter 193 timer dufter min pude stadig af dig...

I dag sagde min far noget, noget som jeg blev ked af.
"Jeg bliver snart halvtreds, og så har jeg kun fyrre år tilbage."
"Jamen er der da noget mere du gerne vil opleve?"
"Jeg vil se dig og Mathias blive store, jeg vil se jer blive voksne, jeg vil se jer få børn, jeg vil selv have børnebørn. Jeg vil bare se hvordan I kommer til at klare jer."
Og selvom jeg ikke viste det, så blev jeg ked af det indeni. For min far har altid været den uovervindelige, manden der kan klare alt. Han er manden der fortæller mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Ikke at jeg ikke selv kan se det, men når han siger det, så betyder det altid lidt mere, end hvis det var mig selv eller en ven. Min far har for mig altid været den udødelige, men jeg ved selvfølgelig godt at han skal væk en dag. Og at jeg skal væk en dag. Jeg er vel bare bange for at han bliver glemt, for det fortjener han ikke. Han er en mand med personlighed, en mand der sætter dyppe fodspor rundt omkring i andre menneskers hjerter. Selvom han bare er tømrerlærer, så lærer han dem også noget om livet, men når de er væk, så vil han blive glemt, og når jeg er væk vil jeg blive glemt, og når alle er væk, og deres pårørende er væk, så vil man blive glemt.
Det er trist, synes jeg, for ingen fortjener at blive glemt.
Måske er det dét der får mig til at tænke på det, for jeg siger altid til mig selv at jeg ikke er bange for at dø, men at jeg er bange for at dø uden at have levet. Og Jeg er bange for at blive glemt.

Men jeg tror på at der altid vil være denne éne, der vil kunne huske én, og denne éne, vil være i stand til at fortælle videre. Måske blive man ikke husket som den person man er, men man bliver husket som en historie, og det er vel det man er, historie. Og så bliver man husket..

Jeg håber du finder det, du leder efter. Jeg håber det er alt du nogensinde har drømt om, og så meget mere. Jeg håber du er glad lige der hvor du er, og at intet kommer til at ændre på det. Jeg håber du finder det..

Selvom jeg hader dig, så elsker jeg dig.

D. 14. Maj 2011

Først var det pjat og uskyldig flirten.
Vi var jo bare to klassekammerater der var ved at opbygge et lille venskab, intet mere eller mindre.
Men til en fest kom der noget indenbords, og den uskyldige flirten blev til søde ord, blikke og berøringer - følelser.
De søde ord indebar ord som straks satte følelser og tanker igang. Spørgsmålet blev stillet flere og flere gange, mente du det virkelig? De andre sagde du var fuld, og det var intet.
Men for mig var det alt. Og jeg tænker på dig dag og nat, jeg drømmer om dig. Du har overtaget hele min krop, tankerne. Men har du glemt mig, skal jeg glemme dig? Vi er trods alt stadig kun klassekammerater med et lille venskab.
Hvis du nu kunne fortælle om dine tanker,  dit smil er jo så sødt, og din måde at sige tingene på er enestående og uforglemmelig...

Fortsættelsen:
Jeg fortalte om mine tanker, jeg fortalte at dit smil jo er så sødt. Jeg fortalte at du er så sød, og dum, og du fortalte også om dine tanker. Og du var fuld den dag, men du mente det, du havde mente det lige siden, måske endda før, længere end du kunne huske. Og endelig følte jeg et af dine kys på mine læber, og jeg fløj, jeg fløj virkelig. Men selvom du mente det, tror jeg at du har glemt mig, og jeg skal nok prøve at glemme dig.
Vi er ikke længere klassekammerater, nu er vi dem som ikke snakker sammen, dem som ikke sender blikke. Vi er dem som prøver at glemme.

Og hver evig eneste sang minder mig om dig. Du har vidst gjort større indtryk på mig, end jeg troede.

De siger at man ikke kan sove når man er forelsket, fordi virkeligheden er bedre end drømmene.
Hvis nogle bare kunne fortælle dem at det det ikke passer, for ellers ville jeg ikke være her i min seng omringet af dyner og puder, og tårer der aldrig tørrer, imens drømmene igen er ved at overtage mit sind.

Og jeg er begyndt at glemme. Ikke ting som jeg alligevel ville lade flyde, nej, hvad jeg fik for talt for dage siden, ja timer og minutter siden. Jeg har glemt hvordan stjernerne så fint plejer at vise vej, jeg har glemt hvordan havets bøljers brusen beroliger mig, jeg har glemt at lytte til fuglenens sang. Jeg har glemt hvordan solens varme altid har varmet min krop, når kulden ellers troede den skulle overtage mig. Og jeg har glemt hvordan sneen altid dalede så fint ned i vinters. Det er lige før, at jeg har glemt alt, men det passer ikke, for jeg har ikke glemt dig. Dig glemmer jeg nok aldrig.