"Hun elsker ham, men han ved det ikke.
Han elsker hende, men han ved ikke at hun ved det.

Og så er der hende den anden.
Hun elsker ham, og han ved det - men han elsker ikke hende. "

Det er måske bare ord, ord som bliver rodet godt rundt sammen med en masse andre.
Og måske bliver de forsent hørt af de rette.
Måske forsvinder de med vinden, og ligesom de trætte efterårsblade, flyver de væk, bliver revet fra hinanden, og de finder aldrig rigtig tilbage igen.

Det er ikke bare ord. Sammen er de en trist melodi, som går ud i takt med, at spilledåsen har spillet sine sidste toner.

Jeg lader dem rulle ud mellem mine læber med en ynde, som ingen hører. De er ikke farlige, men de tør ikke forstå dem.

Lige som ordene, bladene og de sidste toner, er jeg fanget af timeglasset, der blev vendt for en uvis tid siden.

Der er ikke længere noget ekko.

Det var jo ikke fordi jeg drømte om, at vi skulle være hinandens første. Jeg vidste jo godt, at sådan ville det ikke blive.

Men et sted indeni mig, havde jeg håbet, at vi blev hinandens sidste.