Nogle gange, fordi der er så englehvidt udenpå, tror de, du danser rundt og synger glade sange, fordi du bare ikke kan lade være, men inderst inde, er du et lille barn, der ikke engang har lært at synge og gå.

Det dét

Jeg har lyst til at skrive, skrive om kærlighed, lyse dage og lange nætter. Jeg har lyst til at skrive om venskab, de slags som holder forevigt. Men jeg kan ikke, og hvor har det taget lang tid for mig at forstå. Vi har prøvet at beskrive det år efter år, og selvom vi har været tæt på, har ingen kunnet gøre, sådan at alle ville kunne forstå.
Og det er klart, for hvem prøver vi at narre? Selvfølgelig kan vi ikke forstå, kun hvis vi føler det på egen krop. Og hvordan ved man at det man føler er rigtigt, og at det er dét? Tjo, det kan man ikke, først bagefter, når man har mindstet det. Først da ved man, om det var det hele værd. Og så er det for sent.

Alle de fine illusioner om kærlighed og venskab, får os til at tro det er kærlighed, og måske er det netop troen der gør os stærke. Den lader os føle, føle at det nok skal gå, i hvert fald indtil i morgen. Og pludselig kommer det, øjeblikket, hvor alt langsom falder på plads, og du nu ved hvem du er, og hvem du ville vågne op med resten af dit liv, altså hvis du fik chancen.  

One day we're gonna be fine, we're gonna be just fine.