Jeg troede at jeg gerne ville have et svar, jeg troede at jeg så gerne ville have et ja, eller et nej. Men nu er det som om jeg helst vil være uvidende lidt endnu. Det er som om, at så længe jeg ikke får sandheden afvide, så passer den ikke. Jeg er begyndt at mærke mavekramper, for jeg er nervøs. Mere nervøs en jeg har været til nogen som helst eksamen. Det er jo også bare fordi du er så sød..

Jeg er træt af at vente, Jeg er træt af at vente på noget, jeg ved ikke kommer.
Det er som at vente på regnvejr i en lang tørken, nytteløst og skuffende.

Det er mærkeligt, for før i tiden var det kun ham der var grund i mine tekster, men nu, nu er det som om det kun er dig, jeg ved ikke hvordan jeg skal få dig ud af mit hoved.. Og jeg er begyndt at glemme alt andet end dig.

Det dummeste jeg kunne gøre, var at gå hen til dig den aften, og jeg gjorde det. Måske det at jeg ellers aldrig ville vide hvordan det ville være, var drivkraften. Mine tanker og sommerfuglene svævede rundt om dette spørgsmål flere dage inden. Måske fortryder jeg, måske har jeg allerede fortrudt. Men det eneste jeg ved er, at jeg aldrig har følt mig mere tryg, end jeg føler mig i dine arme.

Jeg savner dine berøringer, jeg savner smilene og følelsen efter en kys. Tre timer fløj væk som få sekunder. Usagte ord blev sagt, og spørgsmålet er nu om det bare var dét?
Spørgsmålet er om jeg kan holde til mere, for det piner mig at jeg ved at tiden er ved at løbe væk fra os. Det piner mig at vi ikke har været ét før, før nu.

Jeg savner dig..

Det hele er en stor misforståelse. Vi er, og det at vi mødte hinanden er. Det er en misforståelse, at vi ville hver vores vej, det er en misforståelse at vi sagde de første ord til hinanden. Det eneste jeg ikke fortryder, er dit kys på mine læber, som stadig føles sitrende i hele min krop.

Jeg er begyndt at tænke. Jeg har selvfølgelig tænkt før, men ikke om de samme ting. Jeg tænker bedst når jeg kører bil, eller når jeg ligger i min seng og skal til at sove. Når jeg tænker i bilen, tænker jeg til over verden. Da jeg var lille troede jeg kun at levede alle mine bekendte på jorden, faktisk troede jeg at der hvor jeg boede var jorden, og så ville den ikke være større. Men når jeg kører bil, tænker jeg på, at uanset hvor meget jeg når at se, og hvor meget nyt jeg begiver mig ud på, kommer jeg aldrig til at se alt og opleve alt inden jeg dør. Når jeg kører bil og ser nogle mennesker, tænker jeg også over at verden er så stor og at jeg aldrig kommer til at lære alle at kende. Jeg tænker på, at nogle mennesker lider, nogle mennesker lever i kæmpe flokke, for ellers er der ikke plads til alle. Nogle gange kan jeg slet ikke forstå det, for jeg har jo aldrig været der, det er jo kun ting jeg får afvide. Men når jeg ligger i min seng og skal til at sove, tænker jeg ikke rigtig over det, i stedet tænker jeg på kærlighed. Nogle gange et jeg bange for at jeg aldrig kommet til at opleve den helt tæt på. Jeg er bange for at jeg skal dø uden alt det som så mange andre forguder. Jeg er vel egentligt bare bange for at dø. Eller det er jeg ikke, jeg er bange for at dø uden at have levet. Men det er jo bare noget jeg tænker..

Og de elskede virkelig hinanden, det stod altid skinnende klart i deres blikke.
De var en del af hinanden og kunne ikke leve uden deres sjælspartner, alle vidste det selvom det var usagt.
De blev gift, en dag jeg er sikker på de ville huske til deres sidste dag på jorden. Sammen viste de deres kærlighed til hinanden ved at få børn, tre nydelige drenge. Og når de kiggede på dem, spejlede de hinanden i dem, og de elskede de tre drenge, næsten lige så meget som de elskede hinanden. Men en dag skete der noget, noget som en mand ikke kunne gøre noget ved.
Han døde af kræft, og hun, selvom hun havde fået en ny mand, flere børn, børnebørn, døde hun af kærlighed til hendes elskede.
Hendes kærlighed hører aldrig op, selv ikke nu hvor hendes liv er forbi.

//Bedstemor, jeg er ked af jeg aldrig fik mødt ham. Jeg er sikker på han må have været noget af en mand. Hvis han bare var halvt så meget af alt det min far er, kan jeg godt forstå dig.

Men det skræmte mig fra vid og sans, det skræmte mig ikke at vide hvad der skulle til at ske.
Og jeg ved stadig ikke hvad der skal ske. Jeg er stadig bange.
Det gør mig bange, at der er noget, som jeg ikke ved hvad er.
Det gør mig usikker, usikker på alt. Kommer jeg mon til at opleve ting, opleve det jeg gerne vil? Hvis bare jeg var altvidende, kunne jeg fortælle mig selv sandheden, så jeg ville vide besked.
Uvisheden er den værste.

Først var det pjat og uskyldig flirten.
Vi var jo bare to klassekammerater der var ved at opbygge et lille venskab, intet mere eller mindre.
Men til en fest kom der noget indenbords, og den uskyldige flirten blev til søde ord, blikke og berøringer - følelser.
De søde ord indebar ord som straks satte følelser og tanker igang. Spørgsmålet blev stillet flere og flere gange, mente du det virkelig? De andre sagde du var fuld, og det var intet.
Men for mig var det alt. Og jeg tænker på dig dag og nat, jeg drømmer om dig. Du har overtaget hele min krop, tankerne. Men har du glemt mig, skal jeg glemme dig? Vi er trods alt stadig kun klassekammerater med et lille venskab.
Hvis du nu kunne fortælle om dine tanker,  dit smil er jo så sødt, og din måde at sige tingene på er enestående og uforglemmelig.

Og det rør mig slet ikke, som jeg troede det ville gøre.
Det er vel bare fordi jeg er kommet videre.

Men det er okay, du må gerne tage afsted. Selvfølgelig skal du ud og opleve verden, møde mennesker med andre hudfarver, lege med aber i Australien. Du skal da ud og se alt det du ikke kan se her.
Heldigvis har du sat nogle fodspor i mig, som med sig har alle minderne, og nogle billeder af dig. Dit pjuskede, lyse hår som var fuldstændig ustyrlig uanset om der var vind eller ej. Der er også noget som minder om et fotografi af dine grønne øjne, grønne som træerne der lige er sprunget ud på en varm forårsdag, sigende som ord der stod skrevet på papir, ja uendelige som oceanet. Jeg vil huske hvordan dig rygsæk altid ville være hængende slaskende ned langs din ryg, mens din jakke aldrig ville være fuldstændig lukket.
Jeg vil også altid huske den måde du siger mit navn for ingen siger det som dig, ikke for ikke for langsomt, men alligevel lang nok tid til at suge hver én stavelse indtil sig.
For præcis 103 dage siden så jeg dig for første gang. Du stod der i mængden ved siden af din enæggede tvillingebror, men jeg var som fanget af dit blik. Ved første øjekast så du mig ikke, men ved et heldigt uheld stødte vi ind i hinanden, og der var jeg med ét fortryllet fra top til tå. Lige siden den dag har jeg været flyvende, og først nu, 103 dage efter, har jeg været i stand til at stå med begge fødder på jorden.
Vi har haft det så godt, men vi er vidst begge indset at det ikke kan blive ved. Jeg vidste jo godt at du ville ud og opleve, og nu er det tid.
Og det er okay, du må gerne tage afsted, jeg har trods alt været alene de sidste femten år, så at være alene til slutningen af det folk kalder ens liv, kan jeg vel også klare.

Jeg drømmer altid om stjernerne, for de er hvor drømmene hører til, i himlen og om natten. Forskellen er,  at drømmene kan man stole på, de forbliver som du gerne vil have dem, uanset hvad. Stjernerne dukker, hvis du er heldig, altid op om aftenen, for at skinne og for at vise dig vej. Men det er ikke altid, det vil sige at du ikke kan stole på at de altid vil være der.
Jeg er i tvivl om jeg vil have du skal være en drøm eller en stjerne. Man kan jo ikke røre drømmene..



//Undskyld de mange indlæg, men jeg har været i sommerhus og har tænkt en masse, hvilket resultere i nedskrevne ord.

Jeg døde af kærlighed

Hvis du bare havde ventet lidt, så var jeg klar..

Jeg har en gammel vane, med at huske det jeg burde glemme, og glemme det jeg burde huske.

Og selvom jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg skriver om nogle mennesker, jeg ikke kender, som elsker hinanden, så ved jeg det ikke passer. Jeg skriver udelukkende om dig, dig, dig...
Jeg lader som om, at jeg har dig det sted jeg ønsker.
Jeg er iøvrigt efterhånden blevet ret godt til at gøre det.

Har du det nemt? Er det nemt at være omringet af alt det du gerne vil have, imens det gerne vil have dig? Gør det det hele nemt, at kunne finde ud af alt? Eller lader du bare som om? Har du det hårdt? Lider du af kærestesorger? Har du en uhelbredelig sygdom? Fortæller du mig virkelig alt, eller lader du bare som om?
Jeg lader bare som om..

Og når jeg får vinger bliver alting godt. Indtil videre er det bare fint.
Men jeg er ved at se realiteterne i øjnene, og jeg ved du har en anden mere skinnende, mere af alt det jeg ikke er. Hun er smuk, og hun er god ved dig, og det er det vigtigste.
Men jeg ved ikke om jeg kan klare det, så jeg er nødt til at tage afstand, måske vil du også gøre det, og måske glemmer vi hinanden, langsomt. Måske vil du dele dine drømme med hende i stedet, og hun ville sige at det sagtens ville kunne lade sig gøre fordi det er dig, som jeg plejede at sige det.

Men hvem prøver jeg at narre? Jeg kan ikke give slip..
Så jeg må vente til jeg får vinger, så skal jeg nok flyve væk, måske med lidt af dig i hjertet.

FSA, Dansk Skriftlig fremstilling, Øjenvidneforklaring; Færdig.
Tilfreds? Indtil karakteren kommer...

Og selvom at du løj, er du jo stadig dig.
Det var jo stadig dig, der fik mig til at være den heldigste pige på jorden, det var dig der fik skyerne til at forsvinde, det var dig alle de gode minder var sammen med.
Jeg prøver at forstå, men jeg tror ikke jeg kan.
Du viste mig alle dine sider, de glade sider, de triste sider, de sure sider, ja, du viste mig hver og én del af dig selv. Men du løj.
Vil det sige at intet af det passede? Brugte du mig? Ville du overhovedet have mig til at forstå? Prøvede du bare at beskytte mig mod alt det onde, fordi du ikke ville lade noget gøre mig ondt?
Uanset hvad løj du, og hvis du bare havde sagt sandheden, hvis nogen ved hvad den er, ville jeg tage det med også, for jeg ville vide at vi to ville klare det sammen alligevel.

Undskyld, at jeg ikke lod dig tale ud, da du havde brug for det, jeg havde for travlt med at få dig til at stoppe med at græde. Undskyld at jeg er så egoistisk, men jeg kan jo bare ikke klare at se dig have det dårligt.